Alle over 18 skal tage stilling til, om de vil donere deres organer eller ej. Det mener De Konservative, og politisk ordfører i partiet, Pia Christmas Møller, har også et konkret forslag til, hvordan det skal kunne lade sig gøre.
- I forbindelse med kørekortet må vi lægge lidt oplysninger omkring organdonation ind i pensum, og når man så har bestået teaori og praksis, så skal man lige krydse af, om man er positiv, negativ eller ikke har taget stilling til spørgsmålet, siger Pia Christmas Møller til Berlingske Tidende.
Det er ikke første gang Pia Christmas Møller starter denne debat - uden dog rigtig at blive hørt. Men efter de seneste dages heftige diskussioner ovenpå det hollandske fup-organdonorshow, der satte fokus på den store mangel på organer, rejser hun igen debatten.
- Det er ikke moralsk uacceptabelt at svare, at man ikke ved, hvad man vil, men der skal gøres op med det her med, at man ikke lige får taget sig sammen til at sende den lille slip ind til Donorregistret eller klikket sig ind på hjemmesiden. Jeg tror, at mange har gjort op, hvad de mener, men ikke har fået meldt det, og derfor er lige brug for et sidste skub, forklarer Pia Christmas Møller.
Men Dansk Folkeparti forholder sig skeptisk til forslaget.
- Man skal gøre, hvad man kan for at skaffe ogandonorer, men man kan jo ikke tvinge folk til at svare. Det er en meget alvorlig sag, og i teorien er ideen vel fin nok, men jeg tvivler på, at det er praktisk og juridisk muligt, siger DFs sundhedsordfører, Birthe Skaarup til Berlingske.
Pia Christmas Møller ønsker dog ikke at indføre sanktioner i de mange tilfælde, hvor familiemedlemmer eller læger modsætter sig organdonationen.