Interessen for at undervise i fremtidens folkeskole er faldet drastisk. Men det vil De Konservative nu lave om på.
Mandag præsenterer partiformand Lene Espersen et folkeskoleudspil, der skal få flere til at søge ind på lærerseminarerne. Et af de konkrete forslag er en hjælper eller undervisningsassistent i klasseværelserne.
"Vi ønsker ikke en revolution på skoleområdet, men vi skal være åbne over for nye pædagogiske tiltag, undervisningsprincipper, der styrker det faglige indhold, og som modner eleverne til livet både i det videregående uddannelsesforløb og som samfundsborgere," siger Lene Espersen i en pressemeddelelse.
Derudover foreslår partiformanden, at lærerne skal have mere efteruddannelse, så de hele tiden føler, at de udvikler sig. Det vil også komme børnene til gode.
"Læreren spiller en central rolle, når vi taler om faglighed i folkeskolen. Faktisk er læreren, ifølge OECD, den enkeltfaktor i folkeskolen, der har størst betydning for elevernes faglige færdigheder," lyder det fra Lene Espersen.
Partiets nye udspil på skoleområdet hedder "Styrkelse af lærergerningen" og præsenteres i dag.