De Konservatives bestyrelse i Hørsholm tager nu skarp afstand fra deres partifælle Uffe Thorndahl, fordi han forleden har anklaget finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at misbruge statens penge. Det skriver Ekstrabladet.dk.
Thorndahl, der er borgmester i Hørsholm, mener, at Lars Løkke Rasmussen har misbrugt skatteydernes penge på cigaretter og byture under sin tid som amtsborgmester i Nordsjælland. I årene fra 1998 til 2001 skulle finansministeren havde brugt 25.000 kroner af skatteydernes penge, mener Hørsholms borgmester. Men De konservative bestyrelse isolerer altså nu Uffe Thorndahl politisk.
- Personangrebet tjener ikke noget formål. Hvorfor grave sådan nogle gamle oplysninger frem? Hvorfor denne nidkærhed? Thorndahls spionage mod Løkke er direkte frygtelig. En skam at Hørsholm skal blive kendt for sådan noget. Vi frygter medlemmernes reaktion, siger formand Preis Balser til Ekstrabladet.dk.
Thorndahl har meddelt, at han ikke genopstiller. Han er derfor urørlig valgperioden ud. Det vil sige med udgangen af næste år.