- Jeg kan ikke støtte et forbud mod religiøse symboler, sagde den konservative folketingspolitiker, Charlotte Dyremose, i tv-programmet Deadline torsdag aften.
Samme holdning gav hun udtryk for i sin i sin grundlovstale tidligere på dagen.
K-politikeren er imod, at dommere bærer tørklæde.
Hun mener dog ikke, at løsningen er et forbud. I stedet bør man indføre påbud om ens påklædning, altså en form for domstolsuniformer, mener hun.
Hæmmer religionsfrihed
- Det er et principielt problem at forbyde religiøse symboler, for det er en del af vor religionsfrihed, sagde Charlotte Dyremose til Deadline.
Hun fastholder, at hun vil stemme imod VK-regeringens eget forslag om forbud, når Folketinget skal stemme.
Og det på trods af, at De Konservatives formand, Bendt Bendtsen, til flere medier har sagt, at han regner med, at hun stemmer for sammen med sit parti den dag, der skal trykkes på knapperne.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har tidligere udtrykt modvilje mod regeringens ønske om at forbyde dommere at bære tørklæde ved domstolene.
Efter at hun blev irettesat af sin formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, har hun dog lovet at stemme for forslaget.