subo@avisen.dk
Lærerne på en række skoler i Århus slår alarm. De mener, at kommunens forsøg med heldagsskoler har givet flere konflikter, trætte børn, og elever, der ikke kan forstå, hvorfor de skal blive på skolen hele dagen. Det fremgår af et brev, som lærerne har sendt til kommunens skoleforvaltning, skriver Politiken. Heldagsskolerne er med tilladelse fra Undervisningsministeriet indført som forsøg i flere byer. Hensigten har været at give ?svage? elever mere ro og helhed i hverdagen, og den konservatives uddannelsesordfører, Carina Christensen, mener, at det er kommunernes egen skyld, at det er endt med den modsatte effekt.
»Man må gå ud fra, at Undervisningsministeriet har været af den opfattelse, at kommunerne havde sat midler nok af til projekterne, da dispensationerne blev givet. Kommunerne må have fået det til at se sådan ud, men det har så ikke gjort det.«
Carina Christensen vil bede undervisningsminister Bertel Haarder (V) om at undersøge, om problemerne i Århus er en enlig svale, eller om alle forsøg med heldagsskoler har de konsekvenser for børnene.
»Det handler om små børn, og de skal ikke kastes ud i makværk af mangel på planlægning og overblik. Undervisningsministeren bør med hver godkendt forsøgsordning sikre et tilsyn, der straks afbryder eksperimentet, hvis det går ud over børnenes trivsel,« siger Carina Christensen.
Udover Århus Kommune har blandt andre skoler i Høje Taastrup og Odense med dispensation fra Undervisningsministeriet siden august haft forsøgsordninger med med ottetimers skoledag for 0. til 3. klasse.