Det var en yderst fåmælt konservativ forlketingsgruppe, der tidligt torsdag morgen forlod deres gruppemøde, hvor Dansk Folkepartis reelle fyring af forbrugerminister Lars Barfoed (K) blev diskuteret. Kun ganske få havde tid og lyst til at udtale sig til pressen. Det gjaldt også partiformand Bendt Bendtsen, der dog gentog sin hårde kritik af Dansk Folkeparti:
»Det er klart, at den konservative folketingsgruppe ikke er tilfreds med det, der er sket. Det er en belastning for samarbejdet. Vi mener, det er en urimelig behandling, Lars Barfoed har været udsat for,« sagde Bendtsen Bendtsen og tilføjede, at det endnu er for tidligt at sige, hvordan skårene kan klinkes. Han slog dog fast, at han ikke ville indkalde formand for DF Pia Kjærsgaard til et forsoningsmøde, som de tidligere har haft, når der har været kamp mellem de to partier.
»Det ser jeg ingen grund til.«
Bendt Bendtsen ville heller ikke endnu komme med bud på, hvem der kommer til at afløse Lars Barfoed som minister.
Den nu tidligere forbrugerminister, Lars Barfoed, fik klapsalver på gruppemødet og sagde smilende efter mødet:
»Der var en fantastisk god opbakning fra folketingsgruppen.«
På svaret om, hvor vidt han ser stødet fra DF som en krigserklæring lød svaret til TV2 Nyhederne her til morgen klokkeklart:
"Ja".