Den meget omdiskuterede islamiske organisation Hizb ut-Tahrir skal underkastes endnu en undersøgelse med henblik på mulig lukning.
Det forlanger De Konservative, der bliver bakket op af både De Radikale og SF i oppositionen.
"Hvis ikke Rigsadvokaten selv tager sagen op, så vil jeg ved først kommende lejlighed gennem justitsministeren sørge for, det sker," siger retsordfører Tom Behnke (K) til Newspaq.
Den skarpe udmelding kommer efter, at foreningen i materialet forud for et debatmøde i den Sorte Diamant opfordrer til væbnet modstand mod de allierede styrker i Afghanistan, herunder de danske. Læs her.
"Debatmødet vil også sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim," lyder det blandt andet.
Tidligere i år afviste Rigsadvokaten, at Hizb ut-Tahrir kunne lukkes med henvisning til en paragraf i Grundloven, der handler om, at foreninger, der virke ved vold, kan opløses med magt.
Men det nye materiale må regnes for et nyt bevis, mener De Konservative, der anser Hizb ut-Tahrir som en skændsel på demokratiet.
"Det er en organisation, der er meget voldsom i sin retorik. Derfor skal vi være meget opmærksomme og påpasselige med, hvad de egentlig går og laver," siger Behnke.
Læs mere: DR