Landets boligejere behøver ikke at ligge søvnløse om natten, efter at vismændene i går kom med en række forslag, der lægger op til hårdere beskatning af boligejerne.
Det Økonomiske Råds formandskab foreslår blandt andet at beskatte gevinsten ved salg af bolig, som man gør det i Sverige, at sænke rentefradraget fra 33 til 25 procent på sigt og at afskaffe skattestoppet på ejendomsværdiskatten.
De Konservatives skatteordfører, Mike Legarth, vil ikke kommentere på de enkelte forslag men siger, at partiet samlet set ikke vil være med til at forringe boligejernes forhold i forbindelse med den kommende skattereform, der ventes vedtaget til foråret.
"Boligejerne skal ikke i forbindelse med skattereformen opleve en forringelse af deres vilkår. Vi vil ikke være med til, at dem, der har ydet gavn til samfundet, ved at købe sit egen bolig, bliver straffet for det," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Mike Legarth understreger dog, at der godt kan blive tale om at ændre i boligbeskatningen, hvis skatten på arbejde sænkes tilsvarende, sådan at boligejerne samlet set ikke kommet til at sidde hårdere i det.
"Under ét må forholdene for boligejeren ikke forringes. Jeg har en bolig og en indtægt. Og når jeg regner ud, hvad der er tilbage, når jeg har betalt mine udgifter og fået min løn, så må det beløb ikke være blevet forringet efter en skattereform. Men jeg vil ikke afvise, at vi i en total reform godt kan lave om på de enkelte elementer," siger han.
"Nu er vismændene kommet med et indspil om, hvordan man kan ændre på skattesystemet. Det næste og store og vigtigste indspil bliver det, der kommer fra Skattekommissionen," siger Mike Legarth.
Vismændenes forslag til hårdere boligbeskatning møder modstand fra såvel Dansk Ejendomsmæglerforening, Realkreditrådet og landets bankøkonomer.
De frygter, at forslagene vil føre til yderligere prisfald på boliger.