Selvom den konservative justitsminister Brian Mikkelsen har åbnet døren for at få Dansk Folkeparti med i en fremtidig regering, så får han ikke opbakning af sit parti.
To ud af tre kredsformænd i Det Konservative Folkeparti ønsker nemlig ikke, at Dansk Folkeparti kommer med i en regering.
"Jeg mener, at forskellen mellem DF og os er for store på de Konservative mærkesager som skat og EU, hvilket er uforeneligt med et regeringssamarbejde," siger en kredsformand, der ønsker at være anonym, til Berlingske Tidende.
Brian Mikkelsen får dog nu opbakning fra en ministerkollega fra Venstre.
Videnskabsminister Helge Sander siger nu som den første ja til at Dansk Folkeparti kommer i en regering.
"Jeg er fuldstændig på linje med Brian Mikkelsen, og jeg er meget åben over for at Dansk Folkeparti deltager i regeringen. Jeg mener absolut, at Dansk Folkeparti i dag har så kvalificerede folketingsmedlemmer, at de meget let kan besætte ministerposter. Men det er alene et anliggende for statsministeren," siger Helge Sander.