I landsbyerne Tvis og Nørre Felding ved Holstebro leder lokale vognmænd desperat efter lastbilchauffører, der er klar til at sætte sig bag rattet.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Lystsejler død i voldsom ulykke: Blev fanget under 30 ton tung kran
Manglen på chauffører er nu så stor, at vognmændene ikke længere kan blive ved med at finde ledige timer hos de eksisterende chauffører, hvoraf mange arbejder 50-65 timer om ugen.
- Jeg har allerede sat én bil ud og kan blive nødt til at gøre det med én mere, fordi jeg lige har fået en opsigelse fra en chauffør i dag, fortæller Henning Lauritsen, der er formand for Holstebro Vognmandsforening.
Sammen med sin bror driver han Nr. Felding Vognmandsforretning I/S, der har eksisteret i et kvart århundrede.
I nabobyen Tvis nikker vognmand Ove Nordskov genkendende til problemet med de manglende lastbilchauffører.
Han anslår, at chaufførtørken indtil videre har kostet ham over tre mio. kroner i tabt omsætning.
- Jeg vil hellere lade mine biler stå stille, end lade nogen, der ikke har kvalifikationerne, køre dem. For så ringer kunden ikke igen, siger Ove Nordskov fra Tvis Vognmandsforretning A/S.
Ingen hjælp at hente
Hos Uddannelsescenter Holstebro (UCH), der blandt andet uddanner chauffører, er der ikke megen trøst at hente.
Kun 7 ud af de 30 elever, som er færdigtuddannede til januar, har valgt at tage uddannelsen som chauffør.
I alt 15 vognmænd har henvendt sig til uddannelsescentret for at få en lærling.
For at afhjælpe den akutte chaufførmangel har vognmændenes organisation, ATL, nu indført en lærepladsgaranti, som sikrer alle unge, der uddanner sig til chauffør, en læreplads.
Uddannelsescenter Holstebro tilbyder derudover lærlinge, der flytter til byen, kost og logi på byens skolehjem for knap 500 kroner om ugen.