Du skal lede på hovedstadens el-losspladser, hvis du vil finde det nyeste skrottede elektronik. I Jylland og i provinsen holder de nemlig længere på komfurer, køleskabe og ckmputerskærme.
Det oplyser Elretur, der har ansvaret for, at al elskrot bliver håndteret miljøforsvarligt.
- Visse steder i Jylland ser vi stadig skrottede køleskabe, der er 20 år gamle. Der er simpelthen bedre plads på landet i lader og udhuse end i de trange københavnske loftsrum, siger direktør i Elretur, Peer Lund-Thomsen.
Men jydernes samlertrang er ikke nødvendigvis af det gode for miljøet. Mange af de gamle køleskabe indeholder nemlig store mængder freon, der blandt andet er med til at nedbryde ozonlaget - og dermed tillade solens farlige stråler i at nå os.
- Så det ville da være alle tiders, hvis vi kunne få de gamle køleskabe samlet ind, siger Peer Lund-Thomsen.
Ifølge Elretur skrottede danskerne i 2006 i alt 80.000 ton elprodukter - for eksempel fjernsyn, videoer, stavblendere og komfurer. Det svarer til cirka 15 kilo per indbygger, og det placerer os i den gode ende af EU.
- Ja, Skandinavien er gode til at samle elskrot ind. Så selv om det halter lidt i provinsen, kan vi godt være stolte, siger Peer Lund-Thomsen.
Op mod 80 procent af al elskrot genanvendes til nye produkter.