Vindstød af orkanstyrke, adskillige byger og en grå himmel over det meste af landet.
Årets første dag opleves sandsynligvis bedst indendøre – i hvert fald fortsætter nattens våde vejr et godt stykke endnu, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut.
Særligt i Nord- og Vestjylland skal man tænke sig om en ekstra gang, før man går ud i gaderne. Vindstød af orkanstyrke og kraftig regn truer ifølge DMI med at hæve vandstanden i Limfjorden med op til halvanden meter.
»Det kan godt betyde, at byerne omkring fjorden får vand i gaderne,« siger instituttets vagthavende meteorolog, Olaf Mathiassen, til DNY.
Han så mandag morgen tilbage på en nytårsnat, der vejrmæssigt forløb nogenlunde som forventet:
»Jeg synes, vi ramte meget godt. Regnen i de østlige dele var dog lidt forsinket, og det betød, at folk lige nåede at affyre deres raketter inden regnen kom,« siger meteorologen.