Erhvervskunder skal allerede til lommerne på grund af de rekordlave renter. Og det kan også komme til at gøre ondt på privatkunderne i Jyske Bank.
I dag oplever bankkunder i alle landets banker, at deres indestående bliver forrentet meget lidt. Men fremtiden kan være endnu dårligere.
- Når vi nu går ud med negative renter på erhvervsindlån, så er vi de sidste af de store banker, der indfører det. Og vi gør det, fordi det koster vores bank penge at have pengene stående, siger ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam.
- Og så er jeg blevet spurgt, kan det ske for privatkunder, og ja, det kan det da. Det kan da godt komme til at ske inden for et år til halvandet.
Udmeldingen kommer, efter at bankens 38.000 erhvervskunder har fået besked om, at de kan se frem til at skulle betale penge for deres indestående fra næste måned.
Men selv om der er en potentiel risiko for privatkunderne, så tror Anders Dam ikke, at det kommer til at ske.
- Der er jo mange af mine kolleger, der har meldt ud, at det ikke kommer på tale. Så sandsynligheden for, at det kommer på tale, den er meget, meget lille. Og skulle det ske, så bliver vi hvert fald ikke de første der gør det.
/ritzau/