Torsdag formiddag meldte direktør i Jyske Bank, Anders Dam, ud på det sociale medie Twitter, at det fremover er slut med at udbetale 1.000-kronesedler i bankens personlige kasser. Det skriver Finans.dk.
Forklaringen på beslutningen er helt simpel, fortæller Hanne Birgitte Møller, der er forretningsdirektør i Jyske Bank Privat.
- Når vi kigger på betalingen i det kriminelle miljø, så er det ofte 1000-kronesedler, der er i anvendelse. Så det er simpelthen et forsøg på at begrænse hvidvask, siger Hanne Birgitte Møller til Finans.dk.
Det er fortsat muligt at aflevere den store seddel for almindelige kunder og erhvervsdrivende. Men bankens fem fysiske kasser vil altså ikke udbetale sedlen mere.
1000-kronesedlen vil også fortsat være at finde i hæveautomaterne, men kun indtil automaterne er omstillet.
De store sedler er kommet i søgelyset i den seneste tid. Den Europæiske Centralbank har valgt at skrotte 500-euro sedlen, og på Christiansborg arbejder både Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten i øjeblikket for at fjerne 1000-kronesedlen helt.