De første vidneafhøringer i skattesagen er tirsdag gået i gang under stor mediebevågenhed i de lokaler, der tidligere husede Retten i Gladsaxe.
Her har formanden for Skattesagskommissionen, landsdommer Lars Edslev Andersen, har detaljeret redegjort for kommissionens hidtidige arbejde.
Midt i den lange opremsning af møder, steder og personer slipper der en underspillet, humoristisk bemærkning ud om, at det ikke er hans mening at sidde hævet over resten af forsamlingen ved et højere bord - så han har bedt Justitsministeriet tage en rundsav med næste gang.
Lars Edslev Andersen er i slutningen af 50'erne, født i Holstebro, opvokset i Struer og har taget sin studentereksamen i fødebyen.
Efter jurastudiet i Aarhus blev han ansat som fuldmægtig i Justitsministeriet, hvor han ifølge en portrætartikel i Politiken mødte op i sweater, fløjlsbukser og med vildtgroende skæg og hår.
Efter 10 år i Justitsministeriet blev han dommer i Københavns byret, og i 1992 blev han udnævnt som landsdommer i Vestre Landsret i Viborg.
Da han i foråret blev udnævnt til formand for Skattesagskommissionen og skulle fotograferes til aviserne, mente hans kone, at det var var på tide, han blev klippet.
Men selvom håret er blevet trimmet, fremstår han stadig ikke som en arketypisk dommer. Med et glimt i øjet og en "nede-på-jorden" tilgang til skattesagen styrer manden med fuldskægget slagets gang.
I midten af 1990'erne fik han en anerkendelse for god retsledelse af Ekstra Bladet, hvis reporter beskrev ham som et udpræget høfligt og tiltalende menneske.
Selv lægger Lars Edslev Andersen vægt på, at både tiltalte og andre føler sig godt tilpas i retssalen, når han er dommer. Ifølge Politiken ser han folk i øjnene, når han fortæller om sin afgørelse, og han formulerer sig på almindeligt dansk, så alle kan være med.
- Dommen kan være svær at forstå for den tiltalte, og hvis jeg skal læse den op, så kan jeg jo ikke se på den tiltalte og sikre mig, at han eller hun forstår dommen, har han sagt til avisen.