Fødevarestyrelsen gav to sure smileyer og en bødestraf på 10.000 kroner, da de i starten af august var på kontrolbesøg hos Kjærs Tivoli, der har firmaadresse ved Løgumkloster.
Millionerne vælter ind: Tidligere kendispar tjener kassen
JydskeVestkysten skriver, at de utilfredse ansigter og den økonomiske straf blev givet af kontrollanterne, da der i to af tivoliets seks boder blev fundet forhold, der ikke lever op til reglerne om opbevaring af fødevarer og madlavning.
- Virksomheden opbevarede pizzastykker i beskidte plastikkasser med sorte affaldssække som mellemlæg, lyder det blandt andet i Fødevarestyrelsens rapport.
Hygiejnen var ikke meget bedre i det omrejsende tivolis bod med grillmad, den såkaldte 8-kantede grill, da der her blev opbevaret letfordærvelige fødevarer som pølser og agurkesalat ved omkring 16 grader. Fødevarestyrelsen indskærper i deres rapport, at sådanne fødevarer skal opbevares ved et køleskabs temperatur på omkring fem grader.
Velkendt pizzatopping - og her taler vi om pepperoni, skinke, kebab og revet ost - blev opbevaret i omkring 20 graders varme i en anden bod, hvor der også blev fundet pizzadej i et køleskab, hvor temperaturen viste 28 grader.
Tidligere på året overtog Kasper Kjær Iversen tivoliet fra sine forældre.
- Det er det tivoli og det her liv, jeg brænder for, så jeg sagde ja, udtalte han i foråret til JydskeVestkysten.