"Jeg er jo jyde af hjertet, så jeg forsøger ikke at piske en stemning op."
Sådan siger dagens forfatter i skysovs, Ida Jessen, til dr.dk, efter det er blevet offentliggjort, at hun er af vinder boghandlernes pris, De gyldne Laurbær, og de medfølgende 10.000 kroner.
Men Ida Jessen, der er opvokset i Thyregod, kan nu roligt piske en stemning op og lade champagnepropperne springe.
Anmelderne har nemlig drysset stjerner ud over hendes seneste roman 'Børnene', de danske læseheste har været flittige til at hive bogen ned fra hylderne, og nu stiller de ansatte i landets boghandlere sig altså også op i jubelkoret.
'Børnene' er tredje bind i serien om den fiktive jyske by Hvium. Den roste roman følger efter 'Den der lyver' fra 2001 og 'Det første jeg tænker på' fra 2006.
May Schack, der er anmelder på Politiken, gav romanen fem ud af seks hjerter og roser Ida Jessens evne til at skrive om mennesker i krisesituationer.
"I 'Børnene' beskriver hun en generationskonflikt om, hvor meget man skal være der for sine børn, og hvor meget skal man forfølge sine egne projekter. Det er noget rigtig mange kan sætte sig ind i, og når en forfatter både skriver stor litteratur og har et stort publikum, så bliver man jo glad som litterat," siger May Schack.
Ida Jessen har tidligere modtaget BG Banks Litteraturpris og blev i 2008 indstillet til livsvarig ydelse af Statens Kunstfond.