JYSK åbner til foråret de to første butikker i Marokkos hovedstad Casablanca, og der er stor interesse for at blive en del af personalet.
Den danske kæde fortæller i en pressemeddelelse, at der allerede er kommet over 5.000 ansøgninger til de ledige stillinger, der er slået op.
- Når året er omme, regner vi med at have ansat 50 nye kolleger i Marokko. Det er fantastisk, at vi har modtaget så mange ansøgninger allerede, og vi er meget stolte af interessen for at arbejde i JYSK, især i et marked, hvor vi endnu ikke er kendte. Vi er meget glade for, at folk har taget godt imod os – både nye kolleger og samarbejdspartnere, siger Mikael Nielsen, Executive Vice President for Retail hos JYSK.
Til at starte med åbner JYSK to butikker og en webshop. Sideløbende med de to første åbninger arbejdes der videre med planerne om flere butiksåbninger i Marokko.