De redaktionelle medarbejdere på Jyllands-Posten er gået hjem i protest mod ledelsens håndtering af den spareplan, som avisen er midt i, erfarer Nyhedsavisen.
I alt 190 redaktionelle medarbejdere er gået hjem.
Avisens abonnenter må undvære avisen tirsdag morgen, men Jyllands-Posten oplyser, at bladets ledelse vil sikre en nyhedsopdatering på avisens hjemmeside.
Jyllands-Posten skal spare 50 millioner kroner. Omtrent 18 millioner skal findes ved at skære i antallet af redaktionelle medarbejdere, hvilket svarer til 30 til 35 stillinger.
- Journalisterne har nedlagt arbejdet, fordi de er utilfredse over måden spareforhandlignerne kører på. Der kommer ikke nok fra den anden side på bordet, siger fungerende tillidsmand, Jørgen Rye, til Journalisten.dk.
Første strejke i 136 år
I følge Jørgen Rye vil medarbejderne have bedre fratrædelsesordninger, ligesom medarbejderne ikke mener, at ledelsen gør nok for at finde andre besparelser end på lønbudgettet.
- Man synes, man giver og giver en hel masse fleksibiltet og synes ikke,der kommer nok fra den anden side. Og som man siger: Jyllands-Posten erjo ikke en avis i krise. Det er en avis med udsigt til overskud, siger Jørgen Rye til Journalisten.dk med henvisning til, at bladhuset forventer overskud i år.
- Der er tale om en overenskomststridig strejke blandt journalisterne.Jeg går som en selvfølge ud fra, at arbejdetbliver genoptaget tirsdag, siger chefredaktør Jørn Mikkelsen.
Om medarbejder genoptager arbejdet tirsdag morgen bliver afgjort på et fagligt møde tirsdag klokken ni.
Det er historisk, at de redaktionelle medarbejdere strejker på Jyllands-Posten. Det er i følge avisens egne oplysninger første gang i avisens 136 år lange historie, at medarbejderne nedlægger arbejdet i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.