Det er dumt at skyde budbringeren.
Sådan er holdningen hos to store jyske cykleklubber, Odder og Aarhus Cykle Klub, der hermed foreløbig freder direktøren for Danmarks Cykle Union (DCU), Jesper Worre, i sagen om de to dopingadvarsler til cykelrytteren Michael Rasmussen.
DCU valgte midt i Tour de France at offentliggøre, at det danske Tour-håb havde fået to dopingadvarsler. Det har siden bragt Jesper Worre i strid modvind, fordi mange følte, at han tog sejren fra Michael Rasmussen.
Sagen er dukket op igen, fordi DCU i aften skal forklare forløbet for de sjællandske klubber. Og her er man ikke venligt stemte. Flere lokalformænd kræver sågar Worres afgang.
Men det er at skyde over målet, mener formand for Odder Cykle Klub, der er en af de største i Jylland:
- Det er let at være bagklog og sige, hvad Worre skulle have gjort. Jeg tror, at al den virak kun opstår, fordi Rasmussen sidder i den gule trøje. Ellers var der ingen, der havde lagt mærke til advarslerne, siger formand Carsten H. Pedersen.
Han mener, at det er dumt at bebrejde Jesper Worre, at DCU offentliggjorde information om advarslerne, for ansvaret ligger hos hele bestyrelsen.
Samme holdning har formand for Århus Cykle Klub, Henrik Dam Andersen. Ifølge ham ville det være mærkeligt at fortælle offentligheden om dopingadvarslerne før Tour de France, når man ikke gør det i andre sportsgrene.
Kun hos Aalborg Cykle Klub er formand David Dahl Madsen lidt mere uvenligt stemt:
- Hos rytterne er der stor forargelse. Jeg kunne godt finde på at stille mig op i rækken af de formænd, der kræver Jesper Worres afgang, siger David Dahl Madsen.
Jesper Worre mødes i aften med de sjællandske klubber, og den 21. august skal han så forklare forløbet for de fynske og jyske klubber.