Forventningerne fra tilskuerpladserne var enorme, da Cristiano Ronaldo lørdag gik på banen til sin første hjemmekamp efter sit skifte til Juventus.
Den portugisiske superstjerne har dog stadig sit første mål til gode i Juventus-trøjen, efter at han for anden kamp i træk ikke lykkedes med at score, da den italienske storklub lørdag vandt 2-0 over Lazio.
Men mål er ikke den eneste måde at bedømme en angribers præstation på, og Juventus-træner Massimiliano Allegri er da også godt tilfreds med Ronaldo.
- Jeg er glad for den måde, han finder sig til rette på, siger Allegri på klubbens hjemmeside.
Træneren kunne godt mærke, at portugiserens første optræden på Allianz Stadium tændte op under tilskuerne.
- Vi spillede lidt for hurtigt til at starte med. Der var risiko for, at vi ville blive for ivrige med alle de spændte fans i forbindelse med Cristianos debut på hjemmebane, siger Massimiliano Allegri.
Cristiano Ronaldo skiftede 10. juli til Juventus efter ni år i Real Madrid, hvor han scorede 450 mål i 438 kampe og blandt andet vandt Champions League fire gange.
/ritzau/