Juventus-træner anklages i matchfixing-sag

Antonio Conte og EM-forsvareren Leonardo Bonucci er anklaget for snyd i den verserende sag om aftalt spil.

Træneren for den italienske mesterklub Juventus, Antonio Conte, er blandt de anklagede i den store italienske skandale om matchfixing, der fortsat breder sig.

I alt er 13 klubber og 45 spillere og trænere nu mistænkt for at have deltaget i aftalt spil eller fortiet deres viden om, hvad der er forgået.

Ifølge Reuters er Antonio Conte anklaget for at have tilbageholdt sin viden om to aftalte resultater i sæsonen 2010-11, da han var træner for Siena. Hvis han bliver kendt skyldig, risikerer mestertræneren adskillige måneders karantæne.

Også landsholdsspilleren Leonardo Bonucci, der også er ansat i Juventus, skal forklare sig over for den italienske sportsret.

Bonucci, som var med ved EM i sidste måned, beskyldes for at være indblandet i et forsøg på at aftale resultatet af en kamp i 2010, da han spillede for Bari.

Han risikerer helt op til tre års udelukkelse.

Den verserende matchfixing-sag minder om lignende skandaler i italiensk fodbold i 1980 og før VM i 2006. Anklagerne mener, at internationale spillesyndikater har betalt en stribe spillere for at fixe resultaterne af kampe i de italienske ligaer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.