Syv minutter inde i overtiden sikrede Juventus sig fredag aften en yderst kontroversiel 2-1-sejr over AC Milan.
Kampen var på vej mod en pointdeling, da førerholdet i Serie A blev tilkendt et tvivlsomt straffespark. Efter store Milan-protester sparkede Paulo Dybala Juventus til sejr fra pletten.
Da kampen var fløjtet af, blev Milan-målmand Gianluigi Donnarumma fanget af et tv-kamera i en snak med sine holdkammerater på vej ud ad banen.
- Det er ikke muligt. Det sker altid med dem, sagde Donnarumma om straffesparkskendelsen.
Hos Juventus' matchvinder Paulo Dybala er der dog ingen medlidenhed at hente.
- De har brokket sig over Juventus i seks år.
- Måske skulle de forsøge at slå os på en anden måde end at brokke sig over dommeren, siger Dybala.
Flere af Milan-spillerne var rasende, da en længere snak mellem kampens dommer og hans assistenter mundede ud i, at der blev peget på straffesparkspletten.
Det var også svært at vurdere, hvad der helt nøjagtigt skete. Ved baglinjen ville Juventus-spilleren Stephan Lichtsteiner lægge bolden ind foran mål, men Milans Mattia De Sciglio kom i vejen.
Umiddelbart var det svært at bedømme, om De Sciglio ramte bolden med maven eller armen.
Sejren betyder, at Juventus nu har vundet 31 hjemmekampe i træk i Serie A.
Holdet fra Torino topper den italienske liga med et forspring på 11 point til de nærmeste forfølgere fra AS Roma. Hovedstadsklubben har dog spillet en kamp færre end Juventus.
/ritzau/