Celtic var mere end lykkelige over at gå videre fra gruppespillet i Champions League, og det forstår man godt.
For de to ottendedelsfinaler mod Juventus - hvoraf returkampen i Torino onsdag aften endte 2-0 til italienerne - viste med al tydelighed, at Glasgow-klubben spillemæssigt ikke hører med blandt Europas bedste 16 hold.
Juventus-spillerne behøvede ikke at anstrenge sig synderligt for at sætte skotterne på plads og kunne uden større problemer afværge skotternes spage forsøg på at få rokket ved den håbløse situation, som de befandt sig i efter 0-3-nederlaget på hjemmebane.
Det hjalp også, at Alessandro Matri allerede halvvejs i første halvleg bragte Juventus i front, da han fulgte op på en løs bold.
Et rigtigt centerforward-mål, som dog ikke kunne måle sig med kampens anden scoring.
Her viste Andrea Pirlo sig endnu engang som en fremragende oplægger, da han med en følt kattepote fandt Arturo Vidal på kanten af offside.
Vidal var hurtig til at sende bolden ind til Fabio Quagliarella, som bare skulle sætte foden på for at score til slutresultatet.
Celtic kunne dog glæde sig over, at de skotske fans i Torino ikke lod sig gå på af det samlede 0-5-nederlag. De festede, som var det endt lige omvendt.
/ritzau/