Juventus samler i den grad på titler og triumfer.
Onsdag aften sikrede den italienske storklub sig endnu en pokal til samlingen, da Juventus i den italienske pokalfinale i Rom besejrede lokale Lazio 2-0.
Dermed sikrede Juventus sig titlen for tredje år i træk og for 12. gang i alt, og klubben tog det første af tre mulige stik i den kommende tid, hvor yderligere to titler er inden for rækkevidde.
I den kommende weekend kan Juventus gøre endnu et forsøg på at sikre det italienske mesterskab for sjette sæson i træk, når Crotone søndag besøger Torino.
Lykkes det, så vil Juventus have vundet det italienske mesterskab 33 gange.
Derefter går det løs i finalen i Champions League 3. juni i Cardiff, hvor modstanderen er Real Madrid.
Pokalfinalen var en friaften for 39-årige Gianluigi Buffon i Juventus-målet, hvor der i stedet var plads til brasilianske Neto.
Juventus måtte for nylig se sig slået i Rom i ligaen af AS Roma, men onsdag aften skulle Juventus blot bruge 12 minutter til at komme foran.
Alex Sandro sendte en fremragende lang og høj pasning ind i Lazios felt, og her stod Dani Alves klar. Alves sparkede bolden i jorden, og den hoppede derfra i mål til 1-0.
Juventus fortsatte kursen mod pokaltitlen, da Leonardo Bonucci efter 24 minutter øgede til 2-0 efter et hjørnespark, hvor han i løb drejede bolden i mål.
Så havde Juventus ikke brug for flere scoringer, og det velkendte klasseforsvar tillod ikke Lazio at få scoret.
Dermed kunne Juventus fragte pokalen med sig hjem til Torino som en slags generalprøve, inden de næste slag om titler venter.
/ritzau/