Det italienske mesterskab kan meget vel havne hos enten Inter eller Juventus i denne sæson. Lørdag aften spillede de to italienske topklubber 1-1 i Milano.
Det kan Juventus nok være bedst tilfreds med, eftersom at de forsvarende mestre kom bagud og var på udebane.
Inters 20-årige argentinske angriber Mauro Icardi kom ind fra bænken og bragte hjemmeholdet foran efter 73 minutter. Men det var ikke nok til at tage alle tre point.
FC København møder på tirsdag Juventus i Parken i den første kamp i Champions Leagues gruppespil, og københavnerne fik en advarsel om, hvad Juventus er i stand til.
Blot to minutter efter Inters føringsmål fik den målfarlige chilenske midtbanespiller Arturo Vidal udlignet til 1-1. Vidal modtog bolden inde i feltet, tog et kort træk og hamrede den i kassen.
Det var Vidals tredje mål i tre kampe, så det er en spiller, FCK skal holde et vågent øje med. Vidal var også ved at sørge for sejren, men chilenerens hovedstød blev snuppet af Inters slovenske målmand Samir Handanovic.
/ritzau/