Nu bliver Juventus også straffet økonomisk for at være involveret i den italienske korruptionsskandale. Da klubben rykkede ned, blev en sponsorkontrakt med Oilinvest til en værdi af 820 millioner kroner annulleret, og nu meddeler klubben, at det ikke er lykkedes at genforhandle kontrakten. Det skriver Forbes.com.
Dermed skal Juventus finde på et nyt firmanavn at sy på trøjen. Det seneste år har Juventus-spillerne båret navnet ’Tamoil’, og det var meningen, at det skulle have stået på trøjen i sammenlagt fem år.
Men den hollandske hovedsponsor Oilinvest, som ejer ’Tamoil’, har tilsyneladende ikke ønsket at betale så store pengesummer for at blive sat i forbindelse med et korruptionsplaget hold i Serie B.
Indtil videre bliver der dog ikke lavet om på trøjerne.
»Juventus og Oilinvest er blevet enige om, på en venskabelig basis, at holdet vil blive ved med at bære trøjer med Tamoil-brandet indtil udgangen af sæson 06/07,« meddeler Juventus i en pressemeddelelse.
Hvad ’venskabelig basis’ betyder i kroner og ører, bliver ikke oplyst.