Juventus er måske ved at lukke de nærmeste forfølgere ind i titelkampen i den italienske Serie A.
Søndag måtte de regerende mestre nøjes med 1-1 på udebane mod Parma, og dermed har Nicklas Bendtners holdkammerater sat fem point til i de seneste to opgør i den bedste italienske fodboldrække.
Andrea Pirlo bragte ellers gæsterne fra Juventus på sejrskurs, da han i begyndelsen af anden halvleg scorede til 1-0 på et frispark.
Men med et kvarter tilbage fik Parma udlignet til 1-1, da Nicola Sansone sendte bolden i mål efter forarbejde fra Gabriel Paletta.
Juventus' pointtab betyder, at Lazio halede to point ind på førerholdet, da hovedstadsklubben slog Atalanta med 2-0.
Juventus, der i øjeblikket er uden en langtidsskadet Nicklas Bendtner, topper Serie A med 45 point, mens Lazio har 42 point på andenpladsen. Napoli er treer med 40 point efter en 3-0-sejr hjemme over Palermo.
/ritzau/