Når Juventus i aften spiller den måske afgørende Champions League-kamp mod Chelsea i Torino, bliver det uden klubbens dansker, Nicklas Bendtner.
Danskeren er sorteret fra i den endelige trup på 18 spillere.
Juventus indleder med Fabio Quagliarella og Mirko Vucinic i angrebet, og angrebspladserne på bænken bliver besat af Sebastian Giovinco og Alessandro Matri.
De italienske mestre er under stort pres før kampen i gruppe E, fordi klubben kun har skrabet seks point til sig i de fire første kampe.
Taber Juventus i aften, kan klubben ikke avancere til ottendedelsfinalerne, hvis Shakhtar Donetsk samtidig vinder kampen mod FC Nordsjælland i Parken.
Shakhtar Donetsk fører gruppe E med syv point, det samme antal som nummer to, Chelsea.
Juventus er nummer tre med seks point, mens FC Nordsjælland er sidst med et point.
/ritzau/