Juventus røg onsdag aften ud af Champions League efter et samlet 3-4-nederlag til Real Madrid i kvartfinalen.
Et omdiskuteret straffespark til Real Madrid dybt inde i overtiden blev afgørende for, at Real Madrid gik videre trods en Juventus-sejr på 3-1 i onsdagens returkamp i Madrid.
Juventus-præsident Andrea Agnelli mener ikke, at der var straffespark og kræver videohjælp til dommerne i Champions League.
- Det handler ikke om en eller to episoder, men om at se fremad i en kæmpe turnering med mange penge og prestige. Vi kan ikke tillade, at disse episoder sker, siger Agnelli ifølge Reuters.
Agnelli, der er formand i sammenslutningen af europæiske fodboldklubber (ECA), er tilhænger af systemet VAR (Video Assistant Referee), som blandt andet er indført i den tyske og italienske liga.
Han mener ikke, det er nok, at der er en ekstra dommer til stede på mållinjen, som tilfældet var i Madrid onsdag aften.
- En mållinjedommer er ikke det samme som en dommer, der skal vurdere en tv-gengivelse.
- Hvis ikke Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red.) er klar til det, så skal de træne folk hurtigt, som Serie A har gjort, og som man har gjort i Tyskland, Portugal og andre steder, siger Agnelli.
Michael Oliver, den engelske dommer der dømte straffesparket i overtiden, får også nogle hårde ord med på vejen.
- Spillere begår fejl, og det gør dommere også, men denne dommer mistede helt kontrollen over situationen, mener Agnelli.
Real Madrid-angriberen Lucas Vasquez, som fik tildelt straffesparket, følte, at Juventus-stopperen Medhi Benatia væltede ham i skudøjeblikket tæt foran mål, efter at Cristiano Ronaldo headede på tværs.
- Det er normalt. Det var i sidste minut, men der var straffe.
- Cristiano gav mig bolden, og da jeg var ved at afslutte, kom forsvarsspilleren bagfra og væltede mig, siger Vasquez.
Efterfølgende blev Juventus-målmand Gianluigi Buffon udvist for protester, inden at Ronaldo køligt scorede det afgørende mål i 98. minut.
/ritzau/