Han er med garanti ikke enhver svigermors drøm med sine mange uheldige eskapader. Alligevel har han smeltet adskillige pigehjerter gennem årene.
Men noget kunne tyde på, at den 20-årige popstjerne Justin Bieber er ved at blive voksen.
I et interview med det amerikanske modemagasin V Magazine ser Justin Bieber fremad og afslører, hvilke store ambitioner han har for sin karriere.
- Jeg har stadig rigtig mange personlige og professionelle mål, jeg gerne vil opnå, siger han.
- Jeg vil gerne fortsætte med at lave musik til mine fans. En dag vil jeg gerne tage skridtet ind i film- og modebranchen, fortsætter han.
Justin Bieber har et væld af fans og næsten 60 millioner følgere på det sociale medie Twitter, hvor han holder fans og følgere opdateret på sit liv.
- Internettet har været kæmpe del af mine karriere. Jeg blev opdaget på YouTube. Jeg bruger Twitter, Instagram, Shots og Fahlo til at kommunikere med mine fans hver dag, siger Bieber og tilføjer:
- Tingene ville være fuldstændig anderledes uden internettet. Det ville slet ikke være muligt for mig at have det personlige forhold, jeg har til mine fans, uden de sociale medier.
Selvom Bieber drømmer om en karriere som filmstjerne i Hollywood, fokuserer han i øjeblikket på at lave endnu et album og forberede en turné i 2015.
- Jeg glæder mig til at komme i gang igen. Jeg elsker at optræde live. Det er det bedste ved jobbet, siger Justin Bieber.
Newspaq