Teenageidolet Justin Bieber skal være nabo til Steven Spielberg og Britney Spears.
Den unge hitmager har nemlig købt et hus til 3,8 millioner engelske pund eller omkring 30 millioner kroner, skriver det engelske magasin Female First.
Et beløb, der vil skræmme mange væk, men som ikke er noget problem for den unge stjerne, der blandt andet har hittet med sangen 'Boyfriend'.
Han har fået fingrene i en ejendom i Calabasas lige nord for Los Angeles med et palæ og en swimmingpool, hvor der blandt andet er rigeligt med plads til hans voksende samling af luksusbiler.
Bilerne omfatter en Range Rover, en Cadillac fra Batman-temaet og en Ferrari og endnu flere. En af hans biler fik han til sin 18 års fødselsdag.
Den 18-årige stjerne, der får mange tennagehjerter verden over til at smelte, har tilsyneladende planer om at installere et edb-system, så han både kan styre persienner, lys og endda sit badekar med en fjernbetjening.
Ifølge det engelske magasin ønsker han sig et rigtigt teenage-værelse med en hjemmebiograf og en række spilleautomater.
Justin Bieber har mange pige-fans i hele verden, men er lige nu sammen med den tidligere Disney-stjerne, Selena Gomez.
Justin Bieber voksede op i Stratford i Canada sammen med sin mor.
Kilde: femalefirst.co.uk