Snart er det slut med hit-serien om "Afdeling Q".
Jussi Adler-Olsen er klar med den sidste bog i serien den 2. november og derefter er det slut med fortællingerne om Carl Mørck.
"Afdeling Q"-bøgerne er ikke kun populære i Danmark. Jussi Adler-Olsens bøger udgives faktisk på 42 sprog i rlere end 100 lande.
Det kan også mærkes på økonomien.
Overskuddet i forfatterens indbringende virksomhed viser et overskud på knap syv millioner kroner, skriver bt.dk.
- Det er dejligt! Jeg tror ikke, det kunne være meget bedre på et år, hvor der ikke har været nogen udgivelser, så er det helt fantastisk, siger forfatteren til avisen.
Det solide overskud giver da også plads til lidt yderligere opsparing i pengetanken, hvor Jussi Adler-Olsen ifølge samme avis nu kan prale af 102 millioner i hans forfattervirksomheds egenkapital.
Jussi Adler-Olsen fortæller i interviewet også, hvordan det indimellem kan være hårdt at sidde og skrive, mens solen bager udenfor.
Derfor er der også sat masser af tid af til afslapning efter sidste punktum i den sidste bog i serien om "Afdeling Q".
- Først skal jeg lige gå Bornholm rundt sammen med nogle gode familiemedlemmer, og derefter tager vi nok til Barcelona et stykke tid, og vi er også i Sydfrankrig på et tidspunkt i efteråret. Jeg skal jo lade op til udgivelsen og al den PR, der er i forbindelse med det, fortæller Jussi Adler-Olsen.