Misbrugerne i København får nu advarsler på gaden mod miltbrand i heroin.
Det er den frivillige organisation Gadejuristerne, som reagerer på et nyt tilfælde af miltbrand i hovedstaden. De er rystet over, at myndighederne ikke advarer narkomanerne, som de også undlod ved et dødsfald af miltbrand tidligere på måneden.
- Narkomanerne fik ikke besked fra Sundhedsstyrelsen eller politiet sidste gang, og det ser heller ikke sådan ud nu. Systemet giver ikke stofbrugerne nogen oplysninger, siger Nanna W. Gotfredsen, jurist og medstifter af gadejuristen.dk, til Ritzau.
Juristerne uddeler derfor løbesedler, der advarer mod miltbrand i brun heroin. Samtidig får narkomanerne information om, at miltbrand hverken kan brændes eller koges væk. Men aktionen er langtfra nok, og juristen forsøger nu at råbe myndighederne op.
- Myndighederne er nødt til at åbne dørene til behandlingssystemet. Stofbrugere burde få mulighed for at få byttet brun heroin ud med metadon. Allerhelst ved en metadonbus i gaden, siger Nanna W. Gotfredsen.
Der findes også filtre, der kan sortere miltbrand fra den brune heroin. Men de koster så meget, at organisationen af frivillige ikke har råd til at dele dem ud.
Organisationen frygter flere dødsfald, som da en 55-årig mand døde den 8. juli i år af miltbrand fra brun heroin.
Miltbrand kan finde vej til heroinen ved produktionen, hvor dyreekskrementer kan gå i stoffet, eller ved at pushere blander benmel fra dyr i stoffet.
Sundhedsstyrelsen regner med, at der er omkring 6000 til 8000 narkomaner i København, som ikke er i behandling.
/ritzau/