De seneste dage er flere partier kommet med forslag til, hvordan man skal forhindre unge i at tage til Syrien eller Irak for at kæmpe. Nu opfordrer direktør af den juridiske tænketank Justitia til, at politikerne tænker sig godt om, før de gør idéerne til virkelighed.
- Det er ikke fordi, idéerne nødvendigvis er ubrugelige eller strider imod konventioner.
- Men på det her område er det bare ekstremt vigtigt, at politikerne tænker sig godt om, og at vi får en grundig diskussion og debat om det, siger chefjurist Jacob Mchangama.
Økonomi- og indenrigsminister, Morten Østergaard (R), luftede torsdag, at det skal være muligt at tage passet fra folk, som man mistænker for at ville tage til Syrien eller Irak.
Mchangama forestiller sig, at der kan være problemer, hvis PET ikke vil fremlægge beviser for at man mistænker en person for at ville drage til Syrien for at kæmpe.
- Hvis du har en domstolsprøvelse, hvor du ikke har mulighed for at få adgang til nogle af de centrale beviser, så er det ikke nogen særlig effektiv domstolsprøvelse, påpeger han.
Direktøren for den uafhængige juridiske tænketank forudser også mulige problemer med Venstres forslag om at forbyde danskerne i at rejse til visse lande som Syrien.
- Jeg forestiller mig en journalist, der får et tip om, at der sker noget i Syrien eller Irak. Så vil journalisten være meget fristet af at tage af sted, selvom han eller hun ikke har en godkendelse.
- Hvis journalisten skriver den artikel, så kan alle se, at journalisten har været i Syrien eller Irak uden en godkendelse. Og hvad gør man så i den sammenhæng?, spørger han.
Det kan ifølge Mchangama sagtens være, at politikerne tager højde for sådan noget. Det er bare ikke en overvejelse, han kan se nu.
- Det er ikke for at komme med en udmelding om, at alle forslagene er retsstridige. Men det er vigtigt, at man ikke vedtager forslag, som man bagefter skal rette op på, og som medfører indgreb over for borgere, som ikke efter hensigten skulle være omfattet af det her, siger han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.