Ritzau
Opdateret kl. 12:40
Den danske cykelrytter Emma Norsgaard vandt fredag formiddag sølv i juniorernes landevejsløb ved EM i cykling.
Dermed sikrer hun sig sin anden medalje ved europamesterskaberne, efter at hun også vandt bronzemedalje på juniorernes enkeltstart.
Det er Danmarks syvende medalje ved EM i Herning.
Hollandske Lorena Wiebes tog sejren i juniorløbet, der endte i en massespurt, mens italienske Letizia Paternoster vandt bronze.
Fredagens løb var præget af mange styrt undervejs på ruten, hvilket også gjorde, at løbet var meget hektisk og uorganiseret.
Til sidst blev det hele dog samlet i et lille felt, og her var Lorena Wiebes lige nøjagtigt en smule hurtigere end 18-årige Emma Norsgaard.
/ritzau/