Skuespilleren Julie R. Ølgaard vender tilbage til DR som vært efter 21 år. Hun startede sin karrier med blandt andet en hovedrolle i filmen "Midsommer", som førte til værtstjansen på det nu hedengangne ungdomsprogram "Boogie" på DR i 2003.
Nu står Julie R. Ølgaard i spidsen for DR's spritnye lørdags satsning "Venner igen", som kort og godt går ud på, at genforene venner, som er gledet fra hinanden af den ene eller anden årsag.
Venskaberne skal blandt andet klinkes ved at de fem vennepar bliver lænket sammen. Allerede nu udtaler Julie R. Ølgaard, at programmet har været en øjenåbner for hendes egne venskaber.
- Det har været en kæmpe fornøjelse at være vært på "Venner igen". Både fordi jeg selv mener, at venskaber er noget af det vigtigste og dyrebareste, vi har, men især også fordi vores deltagere på fineste vis har åbnet op og været sårbare og ærlige omkring noget, de fleste af os kender til; et venskab, der er forlist, som vi ønsker at genoptage. Jeg er også blevet mindet om, hvor meget jeg værdsætter mine egne venskaber - og at vi skal huske at pleje dem, siger vært Julie R. Ølgaard til DR.
Programmerne sendes hver lørdag klokken 20.00 på DR1 fra den 31. august og fem lørdage frem.