Hun skulle lige have tvillinger, spille teater på Broadway og lægge stemmer til tegnefilm, men nu er Julia Roberts klar til endnu en spillefilm. Det skriver The New York Times.
Skuespilleren fra pigefilmen over dem alle 'Pretty Woman' og film som 'Notting Hill' og prisbelønnede 'Erin Brockovich' har i flere årtier har været Hollywoods dominerende primadonna, og nu er hun altså tilbage.
Denne gang i filmen 'Duplicity', hvor Roberts blandt andet skal spille sammen med Clive Owen.
Og Julia Roberts har i den grad været savnet af filmproducenterne, selvom hun gennem årene har fået adskillige kvindelige skuespillere som konkurrenter, for eksempel Scarlett Johansson og Jennifer Aniston.
En kvindelig amerikansk filmproducent siger, at ingen af de nye stjerner endnu har kunnet det samme som Roberts.
"Ingen har kunnet udfylde tomrummet efter hende," siger producenten.