Så er december langt om længe oprindet, og årets julekalender i Nyhedsavisen er skudt i gang.
Der er blevet skrevet ind med forslag på julemailen, og det blev et yderst tæt opløb mellem de tre destinationer, I kunne vælge i mellem. Men et flertal mere spinkelt end en kludetæpperegerings pegede på Polen som første punkt på Jul i bumletogets rejse.
Helt til det sidste var Holland godt med i kampen, fordi flere læsere, blandt andre Thomas og Merete, opfordrede mig til at være med, når Sinterklaas ankommer sammen med Zwarte Piet 5. december.
Historien bag den affære må vi få en anden gang, for min togrejse går mod øst.
Udfordring søges
Polen bliver altså første mål for turen, men det er stadig muligt at udfordre mig til, hvad denne uges udfordring skal være.
Det har Per fra Århus gjort – han kunne godt tænke sig at høre, hvad den polske demokrati-forkæmper Lech Walesa laver i dag, og hvad han mener om det polske demokrati.
Men det er slet ikke sikkert, at det skal være ugens udfordring. For har du en god idé til, hvad jeg skal lave i Polen, skal du blot maile til europa@avisen.dk.
Hvor skal vi sove i nat?
Til gengæld er det i skrivende stund ukendt, hvor jeg kan overnatte i Polen. Så bor du i Polen, kender nogen der gør, og som gerne vil have besøg af Jul i bumletoget, så tøv ikke med at sende mig en mail.
Jeg arriverer tidligt søndag morgen i Warzawa, men kan sagtens lægge en anden rute.
Så skriv en udfordring, send en seng og vær med, når Bumletoget for alvor kommer i omdrejninger.