Normalt hører fyrværkeri nytåret til, men i Tvoli er der tradition for også at oplyse nattehimlen i julen. I år er ingen undtagelse.
Både 1. og 2. juledag er der således lagt op til et storslået show på nattehimlen over den danske hovedstad.
Tivolis fyrværker gennem 19 år har i år to nye og særligt ”julede” shows i julesækken. Til de to shows den er der skruet op for højtidens stemning med to forskellige finaler i henholdsvis grønne og røde farver. Og det er en fyrværker med selvtilliden i orden, der farvelægger himlen over Tivoli denne jul.
Gunnar B Knudsen vandt nemlig guld i sommer ved den i den ikoniske spanske San-Fermin-festival i Pamplona, hvor verdens bedste fyrværkere dyster om at skabe de mest spektakulære shows, ligesom han også tog 1. pladsen i Belgien, til dette års Knokke Heist Festival.
De to juledage disker den prisvindende fyrværker op med to helt særlige, julede og meget forskellige julefyrværkerishows som en stemningsfuld afslutning på juledagene. Det kan opleves begge dage klokken 21:30.
Til nytårsaften bringer Gunnar B Knudsen vanen tro også det helt store udtræk – til glæde for såvel Tivolis gæster som hele København – når året sluttes af med en spektakulær fyrværkeri-finale klokken 23.00. Der er altså god tid til at opleve Tivolis store fyrværkerishow – som er Københavns største - inden man skal springe ind i det nye år.
– For en fyrværker i Danmark bliver det ikke større end at stå for fyrværkeriet i Tivoli nytårsaften. Det er simpelthen det største. Jeg har da også et fantastisk show med til årets sidste aften i år, som er inspireret af mit prisvindende show i Pamplona. Til juleshowene i år har jeg lagt et par særlige finaler ind, som hylder julens farver; grøn og rød. Det bliver to meget forskellige shows, så man kan roligt komme og opleve dem begge. Jeg håber, at mine shows kan underholde og forbløffe – både de almindelige gæster og fyrværkerientusiasterne, og jeg glæder mig til igen at skabe hygge og magi henover julen i Tivoli, siger Gunnar B. Knudsen
Tivolis første faste fyrværker, Gaetano Amici, blev for 180 år siden, hentet til Tivoli fra pavens fyrværkerilaboratorium i Vatikanet af Georg Carstensen.
På Frederiksberg købte Amici senere en værkstedsgrund, hvor Amicisvej i dag bærer hans navn. Resten er historie og i dag er fyrværkeri en del af Tivolis DNA.