»Julen varer længe, koster mange penge.«
Sådan vil mange danskere synge i aften, når de danser rundt om juletræet til ’Højt fra træets grønne top’. Og for hver femte dansker har julen kostet så mange penge, at de har købt julegaverne på kredit. Det viser en undersøgelse, Nordea har lavet for Fyens Stiftstidende.
»Vi kan godt mærke, det er jul – der er ingen tvivl om, at folk låner lidt ekstra til gaverne. Det er typisk små og mellemstore lån til forbrug, vi giver folk,« siger direktør i finansieringsselskabet Green Credit, Søren Deichmann, til Fyens Stiftstidende.
Men det kan tage flere måneder at betale julegælden af, og i sidste ende kommer det til at være en dyr fornøjelse at udskyde betalingen.
»Det er en alt for dyr løsning at gå ud og købe julegaver på kredit. De kommer til at give 15-20 procent mere for deres gaver,« siger den uafhængige finansrådgiver Børge Hansen til avisen.