Det startede næsten som et rigtigt juleeventyr i New Yorks kolde gader, hvor den 25-årige politibetjent Lawrence DePrimo så en hjemløs, barfodet mand sidde på Times Square i november måned.
Betjenten fik medlidenhed med den hjemløse ved navn Jeffrey Hillman og købte et par varme støvler til 100 dollars. Nogle turister fangede episoden på kamera, og billedet endte med at gå verden rundt og blive set af 1,6 millioner mennesker.
Betjenten blev fejret for sin gerning i blandt andet talkshows og på avisernes forsider.
Men nu er juleeventyret endt knap så romantisk, som først antaget. Den hjemløse herre er nemlig blevet set gå barfodet rundt i New Yorks gader, efter DePrimo valgte at donere støvlerne til ham.
- Skoene er gemt. De er mange penge værd, siger Jefrey Hillman til den amerikanske avis The New York Times. Ifølge den amerikanske avis kunne Jeffrey Hilmann ikke huske, at fotoet blev taget, men gaven fra DePrimo var ikke glemt.
- Jeg ville ønske der var flere mennesker som ham i verden, fortalte han ifølge New York Times.
Flere amerikanerne har set den hjemløse Jeffrey Hilman gå barfodet rundt i New Yorks gader siden politimandens gave. De kan berette, at han virker vant til at spankulere rundt uden sko på.
Kilde: The New York Times