Han nægter sig skyldig, men hvis Robert Hansen også havde drømt om jul i familiens skød med gaver og dans om træet, så skal skuespilleren måske tro om igen.
Voldssigtede Robert Hansen skal nemlig ikke løslades, hvis det står til ordensmagten.
Det fortæller bt.dk.
Københavns Politi vil ifølge avisen kræve, at den 45-årige skuespiller får forlænget sin varetægtsfængsling, når den ellers udløber i morgen torsdag.
- Der kommer til at være et retsmøde i sagen torsdag ved Retten på Frederiksberg, bekræfter specialanklager Jack Hurup fra Københavns Politi.
En eventuel fristforlængelse skal ske på videolink, så Robert Hansen vil ikke skulle møde op, men være med på et videolink fra Vestre fængsel, hvor han sidder lige nu.
Ved første retsmøde 5. december kom det frem, at Robert Hansen er sigtet for tre tilfælde af vold og grov vold, der har fundet sted i perioden 26. november til 4. december.