Jublende cataloniere i Barcelona: Puigdemont som præsident

Mange tilhængere af catalansk selvstændighed var torsdag aften på gaden i Barcelona for at fejre valgsejren.
FILE PHOTO: People react to results in Catalonia''s regional elections at a gathering of the Catalan National Assembly (ANC) in Barcelona, Spain December 21, 2017. REUTERS/Albert Gea/File Photo
FILE PHOTO: People react to results in Catalonia''s regional elections at a gathering of the Catalan National Assembly (ANC) in Barcelona, Spain December 21, 2017. REUTERS/Albert Gea/File Photo Foto: Albert Gea/Reuters

Efter at være blevet afsat af centralregeringen i Madrid og flygtet til Belgien har den tidligere catalanske leder, Carles Puigdemont, gjort et fantastisk comeback.

Det bliver fejret i Barcelona, hvor Carles Puigdemonts tilhængere var på gaden sent torsdag aften, da de første resultater løb ind.

- Puigdemont som præsident, blev der råbt.

Med 99,9 procent af stemmerne talt op tidligt fredag morgen står løsrivelsesblokken i Catalonien til at vinde 70 af parlamentets 135 pladser ved torsdagens regionalvalg.

- Med dette resultat er beskeden til Spanien klar: Sæt jer ned og snak, siger 50-årige Francesc Portella, der arbejder inden for marketing.

- Og budskabet til Europa: Åbn jeres øjne og reager.

- Den spanske stat satte himmel og hav i bevægelse for at slå løsrivelsesbevægelsen ned, men det catalanske folk er langt stærkere og mere fredeligt end Spanien med dets knipler, siger Francesc Portella.

Ved siden af ham står 19-årige Oriol Sanchez.

- Frihed, råber han.

Hans far, Jordi Sanchez, sidder i fængsel for tilskyndelse til oprør. Jordi Sanchez er leder af separatistbevægelsen Den Catalanske Nationale Forsamling, ANC.

- Han sidder i fængsel på grund af sine idealer. Jeg er meget stolt af ham og af landet, siger Oriol Sanchez om Catalonien.

Carles Puigdemont selv adresserer sine tilhængere via et videolink fra Belgien.

- Den catalanske republik vandt mod monarkiets 155, siger han med henvisning til artikel 155 i forfatningen, som premierminister Mariano Rajoy udløste for at sætte Cataloniens selvstyre ud af kraft.

Carles Puigdemonts løsrivelsesparti, Junts per Catalunya, blev næststørst ved torsdagens valg og vandt 34 pladser i det catalanske parlament.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.