Med Lisbeth Knudsens farvel som koncernchef for Berlingske Media blev en række stole ledige i den danske medieverden.
Foruden en række bestyrelsesposter i Berlingske-koncernen forlod Lisbeth Knudsen også formandsposten i de private mediers organisation, Danske Medier.
Her har man torsdag konstitueret Stig Kirk Ørskov, der er administrerende direktør i JP/Politkens Hus, som ny formand frem til næste års generalforsamling.
44-årige Ørskov delte i forvejen næstformandskabet med Altingets ejer, Rasmus Nielsen.
Han siger i forbindelse med sin tiltræden til Danske Mediers hjemmeside:
- Det er min ambition som ny formand for Danske Medier at fortsætte arbejdet med at styrke de private mediers rammevilkår, så danskerne også i fremtiden er sikret en mangfoldighed af uafhængige medier.
- Får vi fair vilkår, er jeg sikker på, at de frie danske medier vil have evnen til fortsat at markere sig stærkt både i forhold til statens medier og de stærke udenlandske konkurrenter, siger Stig Kirk Ørskov.
Lisbeth Knudsen nåede kun at sidde i Danske Mediers formandsstol i fem måneder, efter at hun i maj tog over efter Per Lyngby, der er ansvarshavende chefredaktør hos Nordjyske Medier.
/ritzau/