Et gruopvækkende scenarie blev i går fortalt i retten i Chicago.
Tiltalte David Headley fortalte, hvordan et planlagt terrorangreb mod Jyllands-Posten skulle forløbe, skriver Chicago Tribune.
Det var meningen, at terrorrister skulle storme avisen, halshugge journalisterne og smide dem ud af vinduet, fortæller den tiltalte i retten.
Den første plan lød på kun at dræbe Kurt Westergaard, fordi han tegnede Muhammed med bomben i turbanen, og redaktør Flemming Rose for at udgive den.
Men da anklageren gik Headley på klingen, sagde han:
"Alle danskere er ansvarlig for dette"
Headley og canadiske Tahawwur Rana blev anholdt af amerikansk politi tilbage i 2009. De er tiltalt for at planlægge et terrorangreb mod Jyllands-Posten. Begge er også anklaget for angrebet i Mumbai i Indien, hvor 166 mennesker blev dræbt.
David Headley har erkendt sig skyldig. Rana påstår stadig, at han intet har med angrebet og planerne at gøre.
Retssagen forventes at vare i tre uger endnu.
Kilde: Chicago Tribune