Det er en rystet Jacob Heinel Jensen, der til SE og HØR fortæller om mødet med Anni Brinch Fønsby under sydens sol.
Journalisten var sammen med en fotograf fra bladet gået på jagt efter Erik Damgaards tidligere forlovede i hendes ferieskjul. De fandt hende onsdag eftermiddag på en restaurant.
- Da jeg så Anni gik jeg stille og roligt hen til bordet. Jeg spurgte, om hun ville tale lidt med mig. Hun kastede et blik på en mand, som tydligevis var lokal. En stor skaldet mand af den pumpede type. Han rejste sig op, tog fat i mig og løftede mig op. Mine sandaler faldt af og blev smadret, og så smed han mig ned på jorden, fortæller journalisten.
Under optrinnet befandt fotograf Claus Poulsen sig på toilettet. Han havde derfor ikke set, hvad der var sket med Jacob Heinel Jensen. Da han sluttede sig til selskabet, vred Annis ven armen rundt på fotografen, så han muligvis forstuvede en finger.
Fulgte efter dem
- Bodyguarden truede os adskillige gange med knytnæver. Jeg var så chokeret, at jeg ikke nåede at blive bange i situationen, siger Jacob Heinel Jensen.
Efter optrinnet flygtede de to kolleger ud på restaurantens parkeringsplads. Men Annis ven fulgte efter dem.
- Han truede os igen og rev Claus’ mobiltelefon ud af hænderne på ham, og smed den ned i asfalten, så den gik i tusind stykker. Han gik helt amok. Han råbte af os, at vi skulle skride ad helvede til, fortæller journalisten.
De to kolleger arbejder dog fortsat på at få den barmfagre tidligere bordelmutter i tale.