Hvordan finder man en god historie, hvis man er royal reporter? De fleste ville nok sige et godt kildenetværk, gode forbindelser til de kongelige og lidt held. Men den royale redaktør på tabloidavisen News of the World, Clive Goodman, fandt på en anden løsning. Han hackede sig ind på over 600 private telefonbeskeder hos prins Charles privatsekretær og to andre hofansatte i forsøget på at finde et eller andet snavs på den engelske prins Charles og hans to sønner William og Harry.
Clive Goodman er nu blevet idømt fire måneders fængsel for aflytningen. Avisen har udsendt uforbeholdne undskyldninger til kongehuset og de ansatte, der er blevet hacket, og avisens chefredaktør har trukket sig. Men sagen har også skabt debat i England, hvor pressen går ekstremt tæt på de kendte og kongelige.
Og hvilke historier fik Clive Goodman så ud af de mange aflytninger. Den vigtige nyhed om at prins Charles skulle have undersøgt sit knæ hos en læge og historien om, at prinsen ville låne noget videoudstyr af en tv-journalist. Det var de to historier, som gjorde prins Charles mistænksom og førte til anholdelsen af Clive Goodman.
Det er ikke første gang, at de kongelige briters private telefonsamtaler er blevet aflyttet af pressen. En samtale mellem prins Charles og Camilla Parker-Bowles dukkede op, da prinsen stadig var gift med prinsesse Diana. På båndet kunne man høre Charles fortælle om, hvor led og ked han var af ægteskabet med Diana, og hvor meget han havde lyst til at være sammen med Camilla.
Et andet bånd af prinsesse Diana og en god ven dukkede også op efter skilsmissen. De to sager førte til en stramning af den engelske presselovgivning.