Den portugisiske fodboldtræner Jose Mourinho har længe haft store tanker om sig selv og har efter en række imponerende bedrifter - men på egen opfordring - tilegnet sig kaldenavnet 'The Special One'.
Det er dog en fejl, mener Real Madrid-træneren, der som den eneste træner har ført et hold til mesterskabet i Europas tre største ligaer.
- I kan lide mig eller ej, men jeg er den eneste, der har vundet verdens vigtigste ligaer. Så måske i stedet for at kalde mig 'Special One', burde folk begynde med at kalde mig 'Only One', siger Mourinho i et interview med den portugisiske TV-kanal SIC.
I Spanien tog Mourinho i sidste sæson titlen med Real Madrid, mens han i sin tid i italienske Inter nåede at sikre klubben to mesterskaber, ligesom han i England også to gange har hævet Premier League-trofæet i spidsen for Chelsea.
Derudover har Mourinho i hjemlandet også vundet to mesterskaber med Porto.
Selv om den 49-årige portugisers udtalelse kan forekomme en anelse selvsmagende, forklarer han, at han i takt med udviklingen i sin karriere er blevet mindre selvoptaget og mindre fokuseret på sine personlige mål.
- Tingene er gået godt for mig. I dag er jeg meget mere fokuseret på andre. Glæden og fornøjelsen ved at vinde med Inter handlede for mig om at se en klub vinde, der ikke havde vundet i 50 år.
- Det er ting som det, der optager mig mere og mere frem for at forfølge personlige mål, siger Mourinho.
Real Madrid starter sæsonen med at møde Barcelona i den spanske Super Cup 23. august.
/ritzau/