En gravid mor, som var fanget under tonstunge murbrokker i byen Aleppo i Syrien fødte en velskabt pige, men udåndede kort efter. Redningsfolk kunne ikke nå at redde den nybagte mor i tide, men fik reddet hendes nyfødte pige, som efter sigende har det godt og vil overleve.
Det skriver flere amerikanske nyhedsmedier, bland andre CBS News. Hvor faren er, eller om han også er omkommet, vides ikke endnu.
Dødstallet i både Syrien og Tyrkiet efter det voldsomme 7.8 jordskælv overstiger i dag tirsdag 5.000, og WHO udtaler, at det er en kamp mod tiden at få hjulpet folk ud. Også fordi iskoldt vejr både sinker redningsaktionen og gør det endnu mere tvivlsomt for folk, som stadig er fanget i de mange huse og ejendomme, som er styrtet sammen, at overleve. Jordskælvet skete om natten, hvor mange stadig lå i deres senge og sov.
Syrien især er hårdt ramt, da landet i forvejen lider under 12 års borgerkrig, som har tæret på alle ressourcer.